Terrorangrebet på en moské i Christchurch, New Zealand, sætter på værste vis fokus på et problem som gennem flere år har været debatteret, både i Danmark og i resten af verden. Ifølge Brenton Tarrant, manden bag angrebene i Christchurch, handlede hans angreb om at skabe opmærksomhed på det problem at den hvide befolkning i en række lande var i fare for at komme i mindretal på grund af en ukontrollabel indvandring fra ikke-vestlige lande; dvs. lande med en ikke-hvid befolkning. At det skulle være en risiko, er ikke kun et udbredt synspunkt i de mere dunkle afkroge af internettet; det er også noget der i ramme alvor diskuteres i det politiske establishment i en række vestlige lande.
Også herhjemme. Gennem de senere år har danske politikere således nærmest stået i kø for at stramme lovene på udlændingeområdet. Vi bliver nemlig overrendt af muslimer, og når de er her, forlanger de særregler, halalslagtet mad i daginstitutionerne, bederum alle vegne, respekt for deres religion, de er kriminelle, de nasser på systemet, de bedriver terror, og de klynger sig sammen i ghettoer i udsatte boligområder hvor sharialoven styrer og hvor juletræer pludselig er forbudt. Og pludselig er den etniske dansker i mindretal.
Sådan kan billedet i hvert fald let komme til at se ud hvis man læser avisoverskrifter. Men er det virkeligheden? Er situationen virkelig den at demokratiet er truet, at muslimerne overtager magten i samfundet og at vi etniske danskere er på vej til at blive en minoritet i vores eget land?
Nej.
Vi, de såkaldt etniske danskere, bliver ikke overrendt eller snigløbet af en skjult, men veltilrettelagt magtovertagelse gennem indvandring eller eksplosive fødselsrater. Et yndet argument i debatten er ellers at ’muslimer formerer sig som rotter’, men det argument holder kun hvis fødselsraten for rotter er 1,9. Det er nemlig fødselsraten for indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande. For etniske danskere er tallet i øvrigt 1,8 børn pr. kvinde, så fødselsraterne for etniske og ikkeetniske danskere er næsten ens. Der er faktisk ingen i hele Europa der formerer sig som rotter, bortset fra rotter; tallene er stort set ens over det hele, så frygten for at muslimer skal overtage magten i Danmark eller resten af Europa gennem massive fødselsrater, er ubegrundet. Det vil matematisk ikke kunne lade sig gøre. Forskellen i fødselsraterne i Danmark betyder ganske vist at den muslimske befolkningsandel vokser hurtigere end den danske, men ser vi 40 år frem, er tallet kun vokset fra de nuværende 5 % til ca. 7,7 %. Tæller man efterkommere med, er tallet ca. 13 %. Det skal sammenlignes med at andelen af vestlige indvandrere til den tid vil være ca. 8 %. Så Danmark er allerede nu – og vil også til den tid være – et etnisk blandet land hvor kun fire ud af fem er det som vi kalder etniske danskere. Ser man på de 13 % ikkevestlige i 2060, er der to vigtige forhold. Det ene er at mange vil være sekulære muslimer; altså ikketroende og ikkepraktiserende. Det andet forhold er at efterkommerne vil være integreret fordi de til den tid vil være 5. eller 6. generation og næsten med sikkerhed være 100 % danske.
Det ved vi fra andre vestlige lande; fx USA og Storbritannien, hvor der er en stor overvægt af borgere med muslimsk baggrund, som først og fremmest identificerer sig med deres nye land, og sekundært med deres religion. Vi ved også fra USA at man her allerede i 1880’erne frygtede en tilsvarende indvandring og potentiel magtovertagelse udført af tilrejsende fra katolske lande, og prominente skikkelser advarede offentligt mod ’den romerske kirkes politiske karakter’ som gjorde den ’inkompatibel med vore institutioner’. Katolske indvandrere ønskede katolske skoler til deres børn, visse af deres kvinder bar slør (nonner, såmænd), katolikker udførte terrorangreb, de kom fra en fremmed kultur og kunne aldrig antage deres nye værtslands værdier, lød det. I 1921 og 1924 indførte man endda særlove som havde til formål at begrænse den katolske invasion. Men som vi alle ved, førte indvandringen ikke til en katolsk magtovertagelse med kirken som øverste magt i USA. Faktisk er katolikker efterhånden ganske godt integreret i USA.
Vi skal nok heller ikke regne med at der bliver indført Sharialov i Danmark lige med det samme. For det første ønsker 60 % af danske muslimer demokrati frem for Sharia, og for det andet er langt fra alle såkaldte muslimer i Danmark (og det øvrige Europa) praktiserende. Der er en helt tydelig tendens til at man antager de skikke som gælder for religiøs praksis i ens nye land, så efter et par generationer ligger muslimske borgers religiøse aktivitetsniveau på linje med værtslandets. Det betyder at muslimer i lande som Danmark, Holland og Frankrig bliver lige så sekulariserede som resten af landet, mens de i fx USA bliver mindre sekulariserede fordi det omgivende samfund er mere religiøst end fx Europa.
I Danmark begår vi den fejl at antage at personer fra et muslimsk land er muslimer. Vi siger ganske enkelt at en muslim er en person som bor i – eller kommer fra – et land hvor Islam er majoritetsreligion, en person som er født af muslimske forældre, eller blot en person med et navn der hører hjemme i den muslimske tradition. Vi kan altså godt ha’ at gøre med en ateist fra Valby som hedder Muhammed og hvis bedsteforældre kom hertil som gæstearbejdere i 1972. Ham kalder vi uden videre muslim. Men hvis muslimer i Danmark på nogen måde kan sammenlignes med muslimer i resten af den vestlige verden, er det ikke helt forkert at antage at blot et par procent af den danske befolkning er praktiserende muslimer. Af dem går kun 4 ud af ti ind for Sharia, og det betyder at Sharia aldrig vil blive en realitet i Danmark.
Det samme gælder andre europæiske lande. Frankrig har Europas højeste muslimske befolkningsandel; højt sat mellem 8 og 9 millioner, eller 12 – 13 % af befolkningen. Men den franske regering anslår at kun omkring 2 millioner af disse er praktiserende muslimer; resten falder bare ind under samme definition som i Danmark, nemlig at de kommer fra et muslimsk land eller har et muslimskklingende navn.
Vi ligger ikke under for muslimsk tyranni her i landet, uanset hvordan man ser på det. Vi kommer heller ikke til det. Etniske danskere udgør et massivt flertal, og vi kan bestemme alt det vi vil, hvis bare vi gider. Hvis vi er utilfredse med at der serveres svinekød i daginstitutioner eller ikke fejres jul, skal vi bare stille op til institutionsbestyrelsen, byrådet eller folketinget. Så har vi al magt og kan gøre som vi vil. Hvis vi ikke gør det, er det ikke muslimernes skyld, og når vi alligevel hævder det, forfalder vi til vores foretrukne offermyte, nemlig at vi er undertrykt af de tilflyttende muslimske horder.
Det er vi ikke.