’Jeg er blevet krænket.’
Nej. Du er ikke blevet krænket. Du er blevet fornærmet. Eller såret. Eller prinsessesur, men næppe krænket. Er du blevet krænket, har nogen skadet dig, angrebet din ære, ydmyget dig offentligt eller overtrådt almene sociale eller moralske normer og derved ramt dig. Det der sandsynligvis er sket, er at nogen har udtrykt et synspunkt som du ikke er enig i. Det er ikke en krænkelse. Det er den måde kommunikation fungerer på.
’Jamen, jeg føler mig krænket.’
Nej. Det gør du ikke. Der er fire grundfølelser, og krænkethed er ikke en af dem. Følelser er enten frygt, sorg, glæde eller vrede i varierende styrker og udtryksformer. Derimod kan du *synes* at du er blevet krænket, og det afstedkommer en følelse i dig. Fx vrede.
’Jamen, jeg synes det er krænkende at man siger ’neger’ og ’homo’ og at alle ledende job er besat af hvide, midaldrende mænd og at sproget er kulturimperialistisk og sexistisk og at politikere ikke vil undskylde for slavehandelen og at mænd er privilegieblinde og at kvinder ikke må amme offentligt og at H&M fotograferer en brun dreng i en sweatshirt med ordet ’Monkey’ på brystet og …’
Jeps, der er nok at tage fat på, men hvad med bare at lade være? Du *behøver* ikke forholde dig til alt. Du behøver heller ikke at tage ansvar for om noget sårer, støder, fornærmer eller endda krænker andre. Der har oftest kun fundet en krænkelse sted når den faktisk krænkede lider under den. Det du gør, er at påtage dig en andenhåndskrænkelse; dvs. en krænkelse på andres vegne. Det giver ikke ret meget mening, for dermed gør du dig til dommer over både den som krænker og den der krænkes.
’Jamen, de kan ikke altid selv se det.’
Fint. Hvis krænkelsen er svær at se, er den næppe alvorlig.
’Jamen, du er privilegieblind.’
Nej. Du er fordomsfuld. Fordi jeg ikke er enig med dig, er jeg ikke ’privilegieblind’. Og det er et ikke-ord som du slynger ud uden at ane noget som helst om mig. Du ved ikke hvor jeg er født, vokset op, bor nu, og du ved ikke om jeg er født med en sølvske i munden eller har måttet kæmpe for alt hvad jeg har kært. Du ved ikke om jeg er sort, gul eller hvid, ung eller gammel, homoseksuel eller transkønnet, og sandsynligvis er du nødt til at tjekke mig på Google for at få styr på bare de helt basale informationer. Vigtigst af alt, du ved ikke om jeg på nogen måde er privilegeret. Du er bare fordomsfuld, og det kan jeg godt blive lidt prinsessesur over. Men ikke krænket.
Det ufede ved krænkelseskulturen er at den ofte holder liv i det som den egentlig skulle bekæmpe. Den rykker bagatelgrænsen ned, og desværre er der tilsyneladende ingen nedre grænse for hvornår man kan synes man er blevet krænket. Men hvorfor er det fx krænkende at en brun dreng er iført en sweatshirt med ordet ’Monkey’? Da sagen kørte, sagde Krænkelseskulturen at billedet var et udtryk for racisme, men det er faktisk ikke billedet; snarere synspunktet om racisme, der er racistisk. Det ville først være racistisk hvis drengen IKKE kunne bære sådan en trøje, for så er det et udtryk for at den stadig er gal med vores tænkning om andre racer.
I de situationer hvor der helt konkret ER tale om krænkelser, er der også et primært offer, og så længe det menneske ikke beder om hjælp, behøver du ikke gribe ind. Moderen til den brune dreng i sweatshirten har fx venligt, men bestemt, frabedt sig ’hjælp’ fra filmstjerner, andre berømtheder og ganske almindelige mennesker som ellers stod i kø for at give udtryk for deres krænkelse, og så længe hendes og drengens holdning er sådan, har der ikke fundet en krænkelse sted. Med mindre du vil beskylde drengen og hans mor for at være privilegieblinde.
Det fede ved krænkelseskulturen er at alle kan være med. Den kræver ingen forudsætninger, den kræver ingen kundskaber, og den kræver ingen viden. Det eneste krænkelseskulturen kræver, er en veludviklet nærtagenhed, og med den kan man tilsidesætte selv strengt videnskabelige argumenter fordi man ikke ’føler’ at ens modpart har ret. ’Jamen, jeg synes ikke det du siger, er rigtigt …’ er bare ikke et argument når fx solid forskning demonstrerer at man tager fejl. Vid noget i stedet for at synes noget.
Og det fede ved krænkelser er at de er identitetsskabende. Jeg kan mærke mig selv, og jeg får et tilhørsforhold til en – ganske vist ofte imaginær – gruppe af ligesindede. Jeg er noget fordi nogen krænker mig. Det gør mig godt. Det gør bare ikke samfundet som helhed noget godt, for min fornemmelse af at være blevet krænket bliver let til et krav om at andre skal indrette sig efter hvad jeg synes. Og det er topmålet af egoisme.
Heldigvis er der andre veje at gå. Prøv fx at sige ’Pyt’. Der er nemlig ingen grund til at fare i flint fordi man mener at DSB’s skilte ved Familiezonen er heteronormative og sexistiske. De kunne jo også bare afspejle virkeligheden, og så er det virkeligheden, og ikke skiltene, vi skal ændre. Krænkelseskulturen er voldsomt skadelig for samfundet, ytringsfriheden, den akademiske verden, pressens mulighed for at udtale sig, den frie debat, uddannelsesinstitutioner, kunsten og endda almindelig kommunikation fordi vi – med vores krænkelse som omdrejningspunkt – gør vores private synspunkter til almengyldige regler og derved tiltager os retten til at bestemme hvad andre mennesker må mene og hvordan de må udtrykke deres meninger. Og så egoistisk kan man altså ikke være i en verden hvor der osse lige skal være plads til 7,7 milliarder andre mennesker med hver sin mening. Synes jeg.