Når vi nu snakker om terror …
En yndet – og ganske enkel – sport er at sætte lighedstegn mellem islam og terror. Og det er lige så let som det er forkert. Der er nemlig ikke er noget logisk eller givent link mellem Islam og terrorisme. Ganske vist er jihadistiske terrorister i et eller andet omfang troende, men det er ikke troen der er årsag til terroren. Om noget forholder det sig nærmest omvendt. Generelt er det nemlig ikke den troende eller overbeviste muslim der bliver terrorist, og generelt er terrorister drevet af politiske, og ikke religiøse idéer. Jihadistisk terror begyndte sent i 80’erne og tidligt i 90’erne som en reaktion på vestlige interessers (især militære troppers) tilstedeværelse i muslimske lande og havde som udgangspunkt en politisk agenda; nemlig at tvinge disse interesser ud igen. De muslimer der støtter vold og terror, er heller ikke de muslimer som er mest religiøse eller fundamentalistiske. Faktisk viser undersøgelser, foretaget af bl.a. PEW Research Center og den franske Islam-forsker Olivier Roy, at de mest fundamentalistiske muslimer er de mindst voldelige, mens de mest voldelige er dem der ved mindst om (og er mindst interesserede i) Islam. Samtidig er de mest fundamentalistiske muslimer også typisk de indvandrere som er mest loyale mod deres nye land, mens de voldelige som regel hader alt hvad der har med den vestlige verden at gøre. Fra engelske moskéer (især den i Finsbury Park i London) har man succesfulde eksempler på at politi og efterretningstjeneste arbejder sammen med de mest fundamentalistiske muslimer i moskéen for at opsøge og uskadeliggøre potentielle jihadister.
En undersøgelse foretaget af britiske MI5, viste at der ikke findes én enkelt demografisk profil som passer på terrorister, og der er heller ikke en typisk vej fra troende til terrorist. Blandt de ting som man i England kan sige med nogenlunde sikkerhed, er at terrorister ofte er enten konvertitter eller 2.-generationsindvandrere født af legale immigranter, en tredjedel er rejst til deres nye hjemland (som studerende eller arbejdssøgende) uden at have familie og venner med, og de fleste har kun et overfladisk kendskab til Islam. Kun få er vokset op i religiøse eller praktiserende muslimske familier, og en del drikker alkohol, bruger narkotiske stoffer og benytter sig af prostitueredes ydelser. Flertallet af terrorister over 30 er i stabile forhold, og de fleste af dem har børn. Generelt er de også veluddannede og i (lavtløns-)job. To tredjedele har tidligere straffe, og 20 % har siddet i fængsel (og er typisk kommet i kontakt med Islam og blevet radikaliseret her).
I Vesten som helhed er der ikke noget der tyder på at terrorister kommer fra fattige familier eller tætbefolkede muslimske ghettoer. De briter som deltog i terrorangreb, planlagte eller gennemførte, i det første årti af 2000-tallet, kom for 77 % vedkommende fra områder med mindre end 11 % muslimsk befolkning. I USA i samme periode kom 17 % af terrorister fra områder med muslimsk flertal. Tre fjerdedele af terroristerne kom fra middelklassen og den højere middelklasse, 90 % var fra såkaldt gode, almindelige familier og 63 % havde en videregående uddannelse (det gælder fx også for Osama bin Laden og de 19 som var involveret i angrebene på WTC). For Europa som helhed gælder at for 313 dømte terroristers vedkommende, var 308 født og opvokset i Europa (og havde aldrig været uden for Europa), mindre end 20 % var vokset op i hjem hvor man praktiserede Islam, ca. halvdelen var opvoksede i ateistiske hjem, og ca. en tredjedel var konverteret til Islam fra kristendommen. 70 % havde afsluttet uddannelse på 10.-klasse- eller gymnasieniveau, og de resterende havde en videregående uddannelse. To tredjedele var i arbejde, halvdelen var gift og havde børn, og 20 % var singler. 20 % var tidligere straffet. Fattigdom, problematisk opvækst og vold er altså kun yderst sjældent faktorer der har betydning i forhold til radikalisering.
Næsten alle terrorister i Vesten er blevet radikaliseret i Vesten, og årsagen er i de fleste tilfælde en personlig følelse af at være blevet snydt eller frataget noget af ’systemet’; fx rettigheder, stolthed eller privilegier. Perioden fra en person kommer i kontakt med det der radikaliserer vedkommende og indtil der begås en terrorhandling, er for det meste ganske kort (uger eller måneder), hvilket ikke tyder på en interesse i religion som sådan, men snarere en interesse i at gøre noget bemærkelsesværdigt.
Olivier Roy beskriver det sådan at der ikke finder en radikalisering af Islam sted; i stedet kan man tale om en islamisering af radikalismen. Dem der er villige til at dø for en sag, finder en sag at dø for, og hvor det i 70’erne og 80’erne typisk var en politisk sag (fx De Røde Brigader, Baader-Meinhof, Sorte September og ETA), er det nu religionen der giver legitimitet. Da mange kommer i kontakt med Islam i fængslet, er der en typisk ’systemet mod mig’-tænkning; at man er undertrykt, misforstået, uretfærdigt behandlet eller noget lignende, og her giver den forhåndenværende Islam et fællesskab med ligestillede som ønsker at handle; ikke for at ændre situationen, men for at opnå en fornemmelse af hævn eller gengældelse for det uretfærdige. Det er også værd at bemærke at de religiøst radikaliserede angriber de samme mål som de tidligere politiske terrorbevægelser, nemlig især amerikansk imperialisme eller vestlige økonomiske interesser. Man angriber altså ikke for at fremme sin tro, men for at ramme kapitalismen, imperialismen, ’systemet’, den kultur som har snydt én eller noget tilsvarende. Endelig har de terrordømte som indgår i Roys undersøgelser, kun et ganske overfladisk kendskab til Islam. På en skala fra 1 til 5, hvor 1 er ateist og 5 er ortodoks muslim, placerede ingen sig selv højere end 2. Parallellen mellem tro og terror er altså forkert.
Kilder (i uddrag):
Olivier Roy, ’Al Qaeda in the West as a Youth Movement’
Olivier Roy, ’Jihad and Death: The Global Appeal of Islamic State’
Doug Sanders, ’The Myth of The Muslim Tide’
The Gallup Coexist Index
The Guardian, 20. august 2008
Mail Online, 16. oktober 2011
Jamie Bartlett, ‘The edge of violence’
Jonathan Masters, ‘Radicalization and U.S: Muslims’
www.europol.europa.eu