Gud får Ordet

Hvad nu hvis Gud selv tog mikrofonen? Hvad nu hvis han trådte frem fra kulissen og fortalte sin egen version af historien?

‘Gud får Ordet’ er en teatermonolog hvor Herren indtager scenen og forsøger at forklare sig. Fra evigheden før tiden blev til, via skabelse, vandflod og Morias Bjerg, til inkarnation og korsfæstelse fortæller han om almagt der møder sine grænser, om kærlighed uden betingelser, og om en Gud der – måske – lærer at være far.

Forestillingen udfordrer vante idéer om treenighed, arvesynd og almagt og præsenterer i stedet en teologi der tager udgangspunkt i Bibelens tekster og det Gudsbillede der tegnes i både Det Gamle og Det Nye Testamente. Vi møder en Gud der angrer, tvivler og udvikler sig. En Gud der opdager at relationer hverken kan eller skal styres, og som langsomt forstår at kærlighed er noget man gør. Ikke noget man kræver.

Det er en forestilling der leger med de store ord og de endnu større spørgsmål. Hvad vil det sige at være Gud i en verden der konstant taler om ham, men sjældent lytter? Og hvad sker der når Ordet selv kommer til orde?

Svaret – eller i det mindste et bud på det – gives når Gud får Ordet.

Forestillingen varer ca. 2 x 35 minutter og kan efterfølges af spørgsmål og debat.

Pris kr. 5.300,- plus kørsel.

Du kan høre de første fem minutter af monologen ved at klikke her.